Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har coronakrisen givet varig opblomstring til bymidterne eller blot kunstigt åndedræt? "

- Dennis Clausager, detailfolk.dk
L�s bloggen her

Redaktør: Årets mest oplagte bog for alle der arbejder med detail

Foto: PR-foto



Manden bag Gurubogen

Jonathan Løw har startet flere virksomheder, bl.a. engodsag.dk, der voksede den fra 2 til 25 medarbejdere og påbegyndte internationaliseringen til 8 europæiske markeder. Han har derudover været medstifter af bæredygtighedsprojektet Sprout, der bl.a. står bag verdens første blyant, som kan plantes og blive til krydderurter.

Udover iværksætteriet har Jonathan været ansat som online chef for Bog & idé´, marketingchef hos KaosPiloterne som rådgiver og konsulent har Jonathan arbejdet med virksomheder som GoMore, LEGO, Hungry.dk, Post Danmark, Danske Bank samt en lang række kommuner.

Han er en populær foredragsholder og stemme på de sociale medier og bliver p.t. fulgt af over 20.000 danskere.

Mere information på www.jonathanloew.dk
 

Thursday den 29 September 2016 kl. 06:10 af: Dennis Clausager

En kendt iværksætter og innovatør står bag en ny guru-bog, hvor 100 bidragsydere, heraf flere detailprofiler, giver gode råd om innovation, ledelse og iværksætteri. Bidragsyderne tæller eksempelvis Mikkel Grene, Alfred Josefsen, Johan Bülow, og Peter Kreiner.

At få 100 forskellige ledere, foredragsholdere og iværksættere til at dele deres personlige erfaringer, viden og gode råd i en bog, er ikke en nem opgave. Og skal man samle et felt, der ydermere skal bestå af internationale navne fra 20 forskellige lande, så ville opgaven nok blive umulig for de fleste.

Men det er lige præcis det, som iværksætteren og foredragsholderen Jonathan Løw, der er idémand og redaktør på Gurubogen, er lykkedes med. Bogen udkommer i midten af november, og på detailfolk.dk sætter vi de kommende uger fokus på bogen og bringer uddrag fra forskellige profiler, der direkte eller indirekte har haft succes i detailbranchen.

Som optakt har vi spurgt Jonathan Løw, hvad tankerne bag Gurubogen egentlig er, og hvordan den giver inspiration for læseren.

“Verden giver dig svar hver eneste dag. Spørgsmålet er bare, om du lytter højt nok?”
- citat fra GURUBOGEN


Fra 25 til 100 Guruer

Jonathan Løw udgav som forfatter i 2014 bogen Listen Louder, der er solgt i mere end 15.000 eksemplarer. Bogen satte fokus på det at ”lytte højere” for at skabe en kultur båret af nysgerrighed og lydhørhed, koblet med handlekraft og autentisk kommunikation.

Den entreprenante tankegang og innovation har altid ligget Jonathan Løw nært, og det var også med det afsæt, at idéen om gurubogen opstod.

- Jeg er selv drevet af at blive klogere og lære hele tiden. Normalt holder jeg mange foredrag og workshops, hvor andre lytter til mig. Derfor ville jeg gerne lytte til andre, og allerhelst de mennesker i verden der har inspireret mig allermest. Min første ambition var derfor at samle inspirerende artikler fra 25 iværksættere og ledere fra hele verden, men mine projekter har det med at vokse sig større, så Gurubogen endte med at indeholde artikler med 100 personer fra 20 lande, fortæller Jonathan Løw om baggrunden for bogens tilblivelse.

Der findes flere definitioner på, hvad en guru er. Bogen definerer en guru som ”en lærer eller mentor, du stoler på” eller ”en person, der har stor erfaring eller viden om et bestemt område”.

Gurubogen er ikke noget Top 100 liste. Det er derimod 100 handlingsorienterede og jordnære artikler skrevet af 100 mennesker, der i den grad ved, hvad de taler om.

Hård opstart

Arbejdet med bogen har stået på i to år, og når man skal samle mange personligheder i én bog, og især udenlandske navne, så er der en vis dominoeffekt, når de første navne skal på plads. Og i den sammenhæng er det ifølge redaktøren ikke nogen fordel at komme fra ukendte Danmark.

- Det var især hårdt i starten, for hvilken amerikansk guru gider bidrage til en bog i et sprogområde med 5 millioner mennesker? Det lykkedes imidlertid at få et par topnavne med, og da de først var på plads, kunne de name-droppes til andre, og så flød det egentlig smukt derefter, siger Jonathan Løw.

Alle bidragsyderne til bogen fik samme ramme at arbejde indenfor. Nogle guruer har omskrevet tidligere materiale til nyt, men langt de fleste har skrevet helt nyt indhold til bogen. Guruerne er blevet udvalgt af Jonathan Løw, alene ud fra kriteriet, at de er mennesker, der på en eller anden måde har inspireret ham.

I skolen bliver vi trænet i at lære svar, men vi lever i en verden, hvor spørgsmålene er blevet mindst ligeså vigtige som svarene.
- citat fra GURUBOGEN


Bred målgruppe og oplagt for detail

Det hører til sjældenhederne, at en redaktør eller forfatter ikke nødvendigvis mener, at en bog skal læses hele vejen igennem, men Gurubogen er en undtagelse. Og spørger man Jonathan Løw, om bogen er skabt med en specifik målgruppe i tankerne, er det ikke tilfældet. Tværtimod er bogen bredt dækkende.

- Den spænder bredt med sine over 400 sider, og jeg tænker, at folk ikke nødvendigvis skal læse den fra ende til anden. De kan sagtens nøjes med at læse de artikler, de finder inspirerende, og som de kan bruge i virkeligheden. Bogen er meget handlingsorienteret og jordnær, for jeg er selv træt af akademiske eller uhåndgribelige bøger om emnet, lyder det fra redaktøren der samtidig uddyber.

- Bogen er for alle med interesse for enten innovation, disruption, iværksætteri eller ledelse. Så det kunne være selvstændige, marketingchefer, direktører og i det hele taget nysgerrige mennesker indenfor eksempelvis detailbranchen, forklarer Jonathan Løw der mener, at bogen set med fornyelsesbriller, er oplagt for detailbranchen.

- Detailbranchen er i den grad ét af de steder, der står for skud. Vi så det med Fakta, Fona, Blockbuster m.fl. Der er forenklet sagt to muligheder: Begynd at nytænke jeres forretningsmodel og selvopfattelse eller svøm imod strømmen nogle år endnu, indtil bækken tørrer ud, fastslår Jonathan Løw.

Svarene til dine fremtidige produkter og services findes ikke i fokusgrupper eller i direktionslokalet. ’Get out of the building!’
- citat fra GURUBOGEN

Masser af læring og råd

I bogen er der tre emner, som går igen i de 100 forskellige indlæg, men leder man som læser efter en overordnet rød tråd, leder man forgæves.

- Der er ingen rød tråd. Det var fra starten en præmis. Der er nogle spor eller temaer, om man vil: iværksætteri, innovation og autentisk ledelse, forklarer Jonathan Løw, og uddyber.

- Gurubogen rummer masser af læring og konkrete råd og værktøjer, men der er ikke ét budskab. Den skal læses og opleves, ligesom vi som moderne mennesker navigerer rundt i livet og orienterer os professionelt via erhvervsmedier, TED Talks, blogs og webinarer, mener Jonathan Løw og uddyber:

- Verden er fragmenteret, og vi må selv skabe helheden og den samlede fortælling. Dén får vi ikke foræret.
Jonathan Løw slår derfor fast, at bogen skal skabe inspiration, udsyn, konkrete værktøjer, motivation, passion og nysgerrighed for læseren. Det er essensen af, hvad fremtidens iværksættere, innovatører og ledere har brug for.

Flere Guruer?

Bogen består af 400 sider med holdninger, erfaringer, gode råd og naturligvis skarpe og tankevækkende ”guru-citater”.

- Der er mange guldformuleringer, som har sat fast – både hos mig og hos dem, der har testlæst bogen. Blandt andet formuleringer som: ”Jeg kan ikke være i verden, hvis jeg ikke selv gør en forskel” og ”Du kan starte op uden en idé” og ”Du skal ikke være forandringsparat, men forandringsskabende”, lyder det fra Jonathan Løw.

Sidder nogen nu og spekulerer over, hvor mange guruer der mon sidder rundt omkring i verden, og om læseren kan forvente en bog nummer to, lyder svaret:

- Der sidder sikkert tusindvis af guruer. Det er jo ikke en objektiv liste på nogen måde, men folk der har inspireret mig. Om der kommer en 2’er? Ja, hvis folk tager godt imod 1’eren, og jeg kan mærke, at den skaber glæde og ikke mindst impact derude, lyder det afslutningsvis fra Jonathan Løw.

Gurubogen udkommer den 15. november og tæller prominente danske og internationale navne som, Airbnb-stifter, Brian Chesky, Årets Leder i 2014 lakrids-mageren, Johan Bülow, kvinden bag Endomondo, Mette Lykke, restaurant Nomas direktør, Peter Kreiner, Nobelprismodtager Daniel Kahneman og mange flere.

De kommende uger kan du glæde dig til, at vi her på detailfolk.dk, bringer uddrag fra bogen. Det gælder eksempelvis tidligere Irma-direktør, Alfred Josefsen, og direktør i Søstrene Grene, Mikkel Grene.

Derudover kan du læse mere, downloade et gratis uddrag, samt forudbestille bogen på www.gurubogen.dk.

LÆS OGSÅ:  10 gode råd til succesfuldt iværksætteri



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:


Seneste cases og nyheder fra RetailDirect







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD