Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Den fysiske butiks største trussel!"

- Michael Friis Møller, Retailrådgiver – Meng & Company
L�s bloggen her

Webshop forsøger sig med fysisk butik uden kasseapparater

I Løbeshop.dks fysiske butik kan kunderne finde uddybende produktinformationer og handle via en særlig app.
Foto: Løbeshop.dk



Wednesday den 10 June 2015 kl. 06:00 af: Freja Thorbech

En ti år gammel netbutik forsøger nu at gå den fysiske vej med en butik uden kasseapparater, hvor kundernes mobiltelefoner spiller en helt særlig rolle.

Man ser ofte, at fysiske butikker åbner en netbutik for at kunne servicere kunderne både on- og offline.

Nu forsøger en rendyrket netbutik gennem ti år at gå den anden vej. Løbeshop.dk har for godt en måned siden slået dørene op til en helt ny fysisk butik i Aarhus. Og det er der flere grunde til, forklarer Rolf Andersen, der er ansvarlig for marketing og udvikling hos Løbeshop.dk.

- Det handler dels om at brande og profilere vores netbutik. Samtidig er der også kommet større og større krav fra leverandørerne. Det er ikke et decideret krav, at man har en fysisk butik, men hvis man som specialbutik gerne vil have adgang til alle de produkter, vi gerne vil sælge, så er det godt at have en fysik butik, siger Rolf Andersen til detailfolk.dk.
Derudover er der også nogle synergieffekter, som Løbeshop.dk gerne vil udnytte.

- Vi vil gerne udvikle os som forretning, og synes, at der er en rigtig fin synergi i at have en fysisk butik sammen med netbutikken, siger han.

Elektroniske skilte sikrer ens priser

Rolf Andersen mener, at det er en stor fordel for Løbeshop.dk, at man er startet online.

- Vores vinkel er måske anderledes end så mange andres. De fleste går fra fysisk butik til netbutik, og vi går den anden vej. Det, tror jeg, er en fordel, som markedet er i dag. Kunderne vil rigtig gerne have, at den oplevelse, de får, er den samme, uanset om de handler det ene eller det andet sted. De vil ikke have forskellige vilkår og priser. De vil føle, at det de samme betingelser på alle platforme, siger han.

Han henviser til, at mange store kæder, der går fra fysiske butikker til også at have en netbutik, kan have det problem, at folk forskellige steder i organisationen har forskellige interesser, så netbutikken måske bliver set som en konkurrent ude i butikkerne og omvendt. Det problem har man ikke hos Løbeshop.dk, hvor udgangspunktet er, at de to platforme skal være så ens som overhovedet muligt.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at samtlige prisskilte i butikken er elektroniske og bliver opdateret løbende efter priserne i onlinebutikken.

- Det har været vigtigt for os, at priserne var identiske, lige meget om man handler online eller i butikken. Vi opdaterer priser ekstremt ofte på nettet, så det var lidt af en udfordring at få det overført til den fysiske butik, hvis man ikke skal rende rundt i tide og utide og skrive nye prisskilte i butikken. Det er derfor, vi nu har fået de elektroniske prisskilte, som automatisk opdateres fra nettet, forklarer Rolf Andersen.

Har droppet kasseapparater

Og det er ikke det eneste, der er anderledes i den nye butik. Løbeshop.dk har også valgt at droppe de traditionelle kasseapparater. I stedet har kunderne mulighed for at hente en særlig app til deres telefon.

Den har to funktioner. Den kan både scanne særlige QR-koder på tøjet, der giver kunderne adgang til mere information om den pågældende vare.

- På den måde kan man selv gå rundt i butikken og blive klogere på varerne, siger Rolf Andersen.

Samtidig fungerer appen også som kasseapparat. Efterhånden som kunderne finder frem til de varer, de vil købe, kan de scanne stregkoderne på de pågældende varer. De lander så i en form for virtuel kurv på appen, som man til sidst kan vælge at betale for – også det foregår via appen. Varerne får man dog fysisk med i hånden, når man går, ligesom i enhver anden butik.

Vil man ikke bruge sin egen telefon til at handle med, er personalet udstyret med tablets, så de i stedet kan scanne de ønskede varer ind for kunderne.

Og overordnet set har kunderne taget godt imod konceptet i løbet af den første måned, hvor butikken har været åben.

- Folk synes, at det er spændende, men det er lidt blandet, om de selv vil have appen på deres telefon eller om de vil handle via personalet, siger Rolf Andersen.

Derudover er butikken i Aarhus også udstyret med computere, hvor kunderne kan tilgå samtlige 5.000 varenumre online. Der er nemlig ikke plads til dem alle i den 180 kvadratmeter store butik, men bestiller man varerne via de opstillede computere, kan man hente dem i butikken dagen efter.

Indtil videre er der ikke planer om flere butikker af samme slags, men Rolf Andersen er ikke afvisende over for på sigt måske at kunne slå dørene op til flere.

- Vi har ingen konkrete planer om flere lige nu. Butikken i Aarhus er der for at teste konceptet af og rette det ind. Vi har ikke et Danmarkskort med en masse knappenåle liggende, men omvendt, hvis konceptet holder, hvorfor så ikke åbne flere? Spørger han retorisk.

LÆS OGSÅ: Online eller offline: Kunderne forventer det samme



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:


Seneste cases og nyheder fra RetailDirect







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD