Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Den fysiske butiks største trussel!"

- Michael Friis Møller, Retailrådgiver – Meng & Company
L�s bloggen her

Hos Ikea handler talentudvikling mere om personlighed end eksamensbeviser

Får Ikea godkendt deres store varehusprojekt ved Dybbølsbro i København, vil der skulle ansættes flere hundrede nye medarbejdere.
Foto: IKEA



Hos Ikea handler talentudvikling mere om personlighed end eksamensbeviser
Sebastian Mortensen er en dem der har gennemført Ikeas trainee-program
Thursday den 1 June 2017 kl. 11:01 af: Dennis Clausager

Hos Ikea er det personligheden, der kigges mest på, når der rekrutteres nye talenter. Her spiller et internt trainee-forløb en særlig vigtig rolle i udviklingen af virksomheden.

Ikea Danmark har mere end 2500 ansatte, og den svenske møbelvirksomhed bruger årligt mange ressourcer på rekruttering, og fremfor alt på at finde de helt rigtige profiler der passer til Ikeas ånd og værdisæt. I en virksomhed, der har vist flot fremgang de seneste mange år, skal talentmassen hele tiden sikres på alle niveauer. Detailfolk.dk tager her pulsen på arbejdet med rekruttering og talenterne i Ikea.

Værdier og kompetencer

Stort set alle typer mennesker i alle aldre handler i Ikea, og det ønsker virksomheden også at afspejle, når der skal rekrutteres nye medarbejdere.

- Vi ønsker at tiltrække talenter af enhver slags: Unge som ældre, erfarne som uerfarne, kvinder som mænd, men fælles for dem alle er, at de deler vores værdier. Vi mener, at alle gør deres bedste, når de kan være sig selv. Derfor rekrutterer vi først og fremmest ud fra værdier og derefter ud fra kompetencer, forklarer Charlotte Jensen, der er Talent Manager hos Ikea Danmark og fortsætter.

- Det kan vi tillade os, fordi vi løbende investerer i medarbejdernes faglige udvikling og støtter den enkelte i at blive endnu bedre til netop dét, vedkommende kan og vil, lyder det fra Charlotte Jensen, der også mener, at personlighed er en vigtigere egenskab end eksamensbevis og erfaring.

Det personlige lederskab

Med mange medarbejdere i hvert varehus er der helt naturligt også en stor mængde ledere ansat. Ikea har derfor også meget fokus på udviklingen af talenter og fremtidens ledere.

Hvert år igangsætter Ikea et traineeforløb, der skal sikre, at ledertalenter bliver klædt så grundigt som muligt på til at indtage den vigtige rolle som ansvarlig for både mennesker og omsætning.

Traineeforløbet er et forløb på cirka et år, der blander både teori og praksis. Her handler det i høj grad om den personlige side af lederskabet i uddannelsen.

- To af modulerne fokuserer særligt på den enkeltes personlighed og styrker, og deltagerne får mulighed for at reflektere, kigge indad og lære sig selv bedre at kende. Derefter handler det om, hvordan man bruger den viden i relation til andre i sit lederskab, siger Charlotte Jensen.

- Man får gennem forløbet tilknyttet en mentor fra ledelsesgruppen, som kan støtte, vejlede og måske endda udfordre én, så man udvikler sig til at blive en stærk leder, uddyber Ikeas Talent Manager.

Den øvrige del af forløbet byder på forskellige korte moduler, hvor deltagerne bliver introduceret til ledelsesværktøjer, som de efterfølgende skal ud at bruge i hverdagen. Således ønsker Ikea at koble den teoretiske viden direkte sammen med den praktiske hverdag og de udfordringer, man møder til daglig. Undervejs lærer deltagerne blandt andet om præsentationsteknik, udvikling af medarbejderne, værdibaseret rekruttering, overenskomster og arbejdsplanlægning.

Sjovt at udvikle forretning og medarbejdere

En af de unge ledere i Ikea, der har gennemført trainee-forløbet og i dag sidder med ansvaret for en stor millionomsætning, er Sebastian Mortensen på bare 26 år. Og selvom Sebastian i første omgang ikke havde en klar plan om, at det var ledervejen han ville gå, har Ikea og trainee-forløbet haft stor betydning.

- Lederrollen var ikke et aktivt valg til at starte med. Jeg har været så heldig at have nogle ledere, der så muligheder i mig. Derfor blev jeg forfremmet hurtigt og fik et stort ansvar i en tidlig alder. Derudover har jeg altid haft høje ambitioner, og efterhånden som jeg fik mere ansvar, fik jeg også mere blod på tanden forklarer Sebastian Mortensen og uddyber:

- Det var en fed oplevelse at være med til at udvikle mit personale, at se dem rykke sig og at skabe en positiv økonomisk udvikling i afdelingen. Jeg har altid fundet det naturligt at træffe beslutninger, så ledervejen blev et naturligt skridt at tage for mig. Selvom det ikke var min barndomsdrøm, blev det bare sjovere og sjovere at udvikle forretningen og medarbejderne, lyder det fra Sebastian.

Egne svagheder og muligheder

Sebastian havde tidligere snuset til lederrollen i en anden virksomhed, men han manglede de rette værktøjer for at blive leder.

- Jeg søgte ind på trainee-forløbet, fordi jeg ikke følte mig ordentligt klædt på til det ansvar, jeg havde. Det er kliché-agtigt at sige, at jeg har rykket mig milevidt, men det har jeg. Jeg føler selv, at jeg er en helt anden leder, end da jeg startede mit trainee-forløb. Fagligt har jeg fået de redskaber, der skal til gennem træning og workshops. Men også miljøet, mine kolleger, som jeg har sparret med, og min egen leder, har lært mig utroligt meget, fortæller Sebastian om forløbet.

Og selvom der i forløbet også er mange konkrete og praktiske områder der skal læres og arbejdes med, er Sebastian ikke i tvivl om, hvor den største forandring er sket.

- Den største forandring, tror jeg, er sket på det personlige plan. For når man starter med at arbejde med sig selv, og hvordan man gerne vil være som leder, så bliver man nødt til at se indad og finde sine egne svagheder og forbedringsmuligheder. Personligt har jeg fået en meget større indsigt i, ikke blot hvem jeg er, og hvordan jeg er, men også hvorfor jeg er sådan, og hvorfor jeg handler, som jeg gør. Det kræver virkelig meget arbejde at nå til det punkt, forklarer Sebastian Mortensen.

- Når det så er sagt, så er jeg stadig i gang med processen og lærer stadig meget hver dag. Min hverdag er fyldt med vidunderlige, sjove og svære oplevelser, som gør mig klogere og forhåbentlig også til en bedre leder, lyder det afslutningsvis fra den unge leder.

Ikea har i løbet af 2017 cirka 40 ansatte med i deres trainee-forløb, og hovedparten ansættes efterfølgende som ledere i et af varehusene.

LÆS OGSÅ: Ikea lancerer ny satsning på Strøget



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:


Seneste cases og nyheder fra RetailDirect







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD