Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har du prøvet social selling i din butik eller som digital strategi?"

- Peter Skjold Mogensen, Lektor - Cph Business
Læs bloggen her

Ekspert: 6 gode råd til at håndtere de nye regler for e-handel

Foto: detailfolk.dk



Torsdag den 12 juni 2014 kl. 08:17 af: Freja Thorbech

Erhvervsorganisationerne kalder dem makværk og misforstået forbrugerbeskyttelse. Her får du 6 gode råd fra en advokat til at håndtere de nye nethandelsregler.

Både Dansk Erhverv og Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) har kritiseret de nye e-handelsregler, der træder i kraft på fredag.

Begge organisationer kritiserer især forbrugernes udvidede ret til at tage en vare i brug, inden de returnere den. Hos Dansk Erhverv kalder markedschef Lone Rasmussen de nye regler for makværk, mens adm direktør i FDIH, Annette Falberg, taler om misforstået forbrugerbeskyttelse.

LÆS OGSÅ: Nu bliver det lettere at fortryde net-handel

Ikke desto mindre træder reglerne nu i kraft, og man er som detailhandler nødt til at forholde sig til.

Advokat Søren Merrild Bie fra Advodan i Horsens giver her seks gode råd til, hvordan du som forretning kommer bedst i gang med at håndtere de nye regler.

1. Vær klar inden den 13. juni 2014, hvor loven træder i kraft.

Loven indeholder ikke overgangsregler. Derfor kan virksomheden allerede fra den 13. juni risikere at få bødestraf og sanktioner for overtrædelser af loven. Med den gamle lov fik man kun bøder, hvis der var tale om grov eller gentagen overtrædelse.

2. Få salgs- og leveringsbetingelserne justeret, så de overholder de nye krav.

Kunden har krav på flere oplysninger end tidligere. Få justeret hele købsproceduren i webshoppen, så I sikrer jer dokumentation for, at alle oplysninger er givet, inden der indgås en endelig aftale om køb.

3. Giv tydelige oplysninger:

Det vil stille jer bedst, hvis kunden aktivt skal klikke ja til betingelserne. Oplys f.eks. om den samlede pris inkl. fragtomkostninger, om gebyrer, om kunden skal betale omkostningerne, hvis købet fortrydes, og varen skal sendes retur m.m. Ellers er det jer, og ikke kunden, som skal betale. Hvis der ikke står noget om fortrydelsesretten, vil perioden, hvor varen kan returneres, forlænges fra 14 dage til 12 måneder.

4. Varens fald i værdi – du har bevisbyrden:

Som udgangspunkt må kunden kun teste varen på samme måde som i en butik. Kunden må godt mærke på et lagen, men nok ikke lægge det på sin seng, og kunden må tænde og slukke en lampe, et fjernsyn m.v. Bruges varen mere end beskrevet, kan kunden ikke få det fulde købsbeløb tilbage. Det er dog virksomheden, der har bevisbyrden for, at der foreligger en værdiforringelse, som kunden skal betale kompensation for.

5. Fortrudt køb - sælger skal betale pengene uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra datoen, hvor kunden har meddelt, at man har fortrudt sig køb:

Tidligere var fristen 30 dage. Sælger kan dog forbeholde sig retten til at tilbageholde købesummen for varen, indtil varen er modtaget retur, eller indtil kunden har fremlagt dokumentation for, at varen er returneret. Husk at kunden ikke hæfter for en eventuel forringelse af varens værdi, hvis virksomheden ikke har oplyst om fortrydelsesretten.

6. Brug evt. en fortrydelsesformular – lovens standardformular til at fortryde et køb skal stilles til rådighed for forbrugeren.

Formularen kan med fordel skrives ind i salgs- og leveringsbetingelserne som bilag.

LÆS OGSÅ: Sådan er de nye regler for e-handel



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:








Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD