Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har coronakrisen givet varig opblomstring til bymidterne eller blot kunstigt åndedræt? "

- Dennis Clausager, detailfolk.dk
L�s bloggen her

Pas på brug af sociale medier - og overvej dette

Foto: detailfolk.dk



Thursday den 22 October 2015 kl. 11:29

Et stigende antal sager viser, at arbejdsgivere og medarbejdere ikke altid er enige om, hvad der må skrives om virksomheden.

Pas på med, hvad du skriver på sociale medier. Også uden for arbejdstiden. Og på dine lukkede profiler på for eksempel Facebook, Twitter og Instagram.

Sociale medier giver som bekendt medarbejdere ubegrænset taletid til et meget stort publikum. Men et stigende antal sager viser, at arbejdsgivere og medarbejdere ikke altid er enige om, hvad der må skrives om virksomheden.

Klare retningslinjer er det bedste råd til at undgå konflikter.

Sådan lyder rådet fra Advodan, der er Danmarks største advokatkæde med advokater i hele landet.

Underlagt loyalitetsforpligtelse

- En medarbejder er under hele sin ansættelsestid underlagt en såkaldt loyalitetsforpligtelse over for sin arbejdsgiver. En pligt, der gælder både i arbejdstiden, men også i et vist omfang i fritiden. Loyalitetspligten betyder, at medarbejderen ikke må foretage sig handlinger, der kan skade virksomhedens omdømme.

- Selvom Facebook, Twitter, Instagram og til dels LinkedIn betragtes som private medier, så har de stor offentlig tilgængelighed, og derfor har de også betydning i relation til medarbejderens ansættelse, forklarer advokatfuldmægtig Trine Binderup Larsen fra Advodan i Aalborg og fortsætter:

- Det betyder, at der med brugen af sociale medier, er en betydelig større risiko for, at man som medarbejder overtræder sin loyalitetspligt over for virksomheden.

LÆS OGSÅ: Politiet sigter butiksejer i Facebook-sag

Står ikke i lovgivningen

Ifølge Trine Binderup Larsen er det derfor vigtigt for både medarbejdere og virksomheden at forebygge, at der opstår konflikter på baggrund af udtalelser på for eksempel Facebook.

- Selve brugen af sociale medier er ikke reguleret af ansættelsesretten, så derfor er ledelsen i en virksomhed nødt til selv at beskrive de retningslinjer, som man ønsker, at medarbejderne følger. En klar politik om brug af sociale medier kan i høj grad sikre, at alle i virksomheden er klar over, hvor grænsen går for, hvad man kan skrive på de sociale medier, så man ikke overtræder sin loyalitetspligt, siger Trine Binderup Larsen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Flere fyres på grund af Facebook-opdateringer

Ifølge Advodan bør følgende spørgsmål overvejes i en politik i en virksomhed om brug af sociale medier - advokatfuldmægtig Trine Binderup Larsens kommentar følger efter hvert spørgsmål:

Må medarbejderen være ’venner’ med alle?

Som udgangspunkt er de fleste virksomheder interesseret i, at deres medarbejdere har et stort netværk. Men ønsker virksomheden nogle begrænsninger for, hvem medarbejderen er venner med på Facebook eller andre sociale medier, er det hensigtsmæssigt, at virksomheden gør medarbejderen opmærksom på, at nogle Facebookvenskaber kan være uhensigtsmæssige eller uønsket i forhold til virksomheden.

Må medarbejderen ’like’ alt?

Et 'like' på et socialt medie kan til en vis grad være med til at signalere medarbejderens private holdninger og præferencer. Og da likes potentielt har stor rækkevidde, bør man som virksomhed overveje om et like inden for bestemte emner, kan opfattes som uhensigtsmæssigt og uønsket i forhold til virksomheden.

Må medarbejderen deltage i alle former for grupper?

Deltagelse i en lukket gruppe, som bliver ændret til en åben gruppe, kan røbe en medarbejders deltagelse over for omverdenen. Medarbejderen skal således være opmærksom på, at eksempelvis ekstremistiske holdninger bredes ud til en bred skare af personer, hvilket i nogle stillinger/ erhverv kan være uhensigtsmæssigt og uønsket i forhold til virksomhed.

Må medarbejderen bruge sociale medier i arbejdstiden?

Hvis medarbejderen arbejder med mennesker, er det muligvis ikke hensigtsmæssigt, at medarbejderen bruger sociale medier eller internet undervejs i arbejdsdagen mens det for medarbejdere, der arbejder på kontor ikke skaber problemer, at medarbejderen i begrænset omfang anvender sociale medier i arbejdstiden. Nogle gange kan det ligefrem være en fordel for virksomheden i markedsførings øjemed.

Politikken bør indeholde regler om det tilladte brug i arbejdstiden, samt krav og forventninger til medarbejderens brug uden for arbejdstiden, ligesom det tydeligt bør fremgå af politikken, hvilke ansættelsesretlige konsekvenser det kan få, hvis reglerne tilsidesættes.

Er det nødvendigt at varsle reglerne i en politik om brug af sociale medier?

Hvis virksomheden ikke tidligere har haft en politik om brug af sociale medier herunder Facebook, kan en indførelse af en sådan politik have karakter af en væsentlig stillingsændring, der skal varsles med den enkelte medarbejders individuelle opsigelsesvarsel. Den ansættelsesretlige konsekvens heraf er, at medarbejderen der ikke ønsker at acceptere ændringen, kan betragte sig som afskediget.

LÆS OGSÅ: Detailvirksomheder er stærke på Facebook



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:


Seneste cases og nyheder fra RetailDirect







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD