Fra kædedirektør til hjemløs: Det lærte Fakta-direktøren
Fakta-direktør Niels Karstensen var i sidste uge hjemløs for en dag, og i et interview med detailfolk.dk fortæller han, hvad dagen foran Fakta-butikkerne lærte ham.
Jakkesættet og det velplejede ydre var skiftet ud med skægstubbe, hue og en tyk jakke, da Niels Karstensen i sidste uge besøgte to af de Fakta-butikker, som han til daglig er direktør for.
Det var dog ikke et normalt butiksbesøg, som Niels Karstensen aflagde, men derimod en del af en ganske anderledes arbejdsdag for kædedirektøren, der i Fakta har 9.000 ansatte under sig. Han var nemlig trukket i den alternative uniform for at forsøge sig som hjemløs og Hus Forbi-sælger for en dag.
LÆS OGSÅ:Fra kædedirektør til hjemløs: Fakta-direktør vil sælge Hus Forbi
- Jeg syntes, at det var lærerigt selv at få tøjet på og se, hvad det er der egentlig sker derude. Det er jo søde og rare mennesker, som har det her som en levevej og en adspredelse fra det liv, de normalt ellers lever, siger Fakta-direktøren til detailfolk.dk.
Anledningen til Niels Karstensens undercover-mission er en samarbejdsaftale, som Fakta har lavet med Hus Forbi. Den giver blandt andet Hus Forbi-sælgerne adgang til at stå foran de 446 Fakta-butikker og sælge aviser, ligesom de også må trække inden for i indgangspartiet, hvis det danske vejr viser sig fra sin dårlige side. Samtidig går Fakta fra 1. maj skridtet videre og ændrer donationsknappen ved flaskeautomaterne i alle kædens butikker. Målet er at indsamle omkring en million kroner om året.
- Vi vil gerne være med til at sikre, at de hjemløse får noget bedre mad på de 40 herberger, der er rundt om i Danmark. Jeg synes et eller andet sted, at det er en overset minoritet, og det er derfor at vi har truffet beslutningen om at gøre det her, forklarer Niels Karstensen.
Man bliver bedømt på sit udseende
I onsdags lod Niels Karstensen derfor kontorstolen på Faktas hovedkontor stå tom, da han i stedet tog plads foran to lokale Fakta-butikker sammen med Hus Forbi-sælgeren Conny. Og kædedirektøren fik her et tydeligt indblik i, hvordan danskerne reagerer forskelligt på hjemløse.
- Nogle menneskegrupper kigger skævt til én. Nogle kigger totalt forbi en, og det fremgår tydeligt, at de helst så, at vi ikke stod der. Så er der den menneskegruppe, som kigger, men så heller ikke mere, før de går videre. Så er der den gruppe, der stopper op og køber bladet, og som den sidste menneskegruppe er der dem, der kommer hen og giver penge uden at ville have bladet, fordi de kender den, der står der, forklarer Niels Karstensen om sine iagttagelser.
Og Fakta-direktøren nåede også at få det, han selv betegner som en skræmmende oplevelse. I en pause sætter han sig sammen med et par andre hjemløse ind på en café for at få en bid brød. De sætter sig ved et bord lige inden for døren. Kort efter kommer indehaveren hen og fortæller dem, at lige netop det bord er reserveret, men at de gerne må være der, hvis de sætter sig op bagved.
- Der tænkte jeg, hvis jeg nu havde siddet der i mit jakkesæt, var jeg så også blevet bedt om at flytte mig og sætte mig op bagved? Eller var det fordi jeg så ud, som jeg gjorde? Det har jeg ikke kunne lade være med at tænke over siden, og svaret finder jeg aldrig. Men jeg tror, at vi har en tilbøjelighed som mennesker til at bedømme andre på, hvordan de ser ud, siger han.
Foran butikkerne troede kunderne da heller ikke på, når Hus Forbi-sælgeren Conny forsøgte at overbevise dem om, at de lige havde købt en avis af Faktas direktør.
- Folk slog ud i en latter og sagde ”det er godt med jer”. Der var ikke nogen, der troede på det. Det var en pudsig oplevelse, siger Niels Karstensen.
De ansatte er stolte
De hjemløse har reageret positivt på Fakta og kædedirektørens initiativ.
- For dem er det dejligt, at der er nogen, der stiller sig frem og siger, at de gerne må gerne være hos os. Det vil sige, at vi er med til at løfte anerkendelsen af det job, som de nu engang har, forklarer han.
Også fra Faktas ansatte har der været positive tilkendegivelser af både Faktas aftale med Hus Forbi og direktørens undercover-mission. På Hus Forbis Facebook-side er der strømmet mange kommentarer ind, og dem læser Niels Karstensen med stor glæde.
- Det er medarbejdere, der har været inde og skrive, at de er meget stolte over, at Fakta gør det her. De er meget positive over for det. Jeg ved også, at der allerede har været episoder derude, hvor nogle af de hjemløse har fået stukket en kop kaffe i hånden af vores ansatte, og det synes jeg jo bare er herligt, siger Niels Karstensen til detailfolk.dk.
Flere detailnyheder | Gå til forsiden |
Afstemning
Seneste nyheder
Netbutik køber virksomhed kendt fra DR-program
Kaffebutik bliver til en lille kæde
Danske stormagasiner satser på eksklusivt genbrug
Elev fra Matas løber med førstepladsen ved Fagprøveprisen
Ruller nyt smileymærke ud i landets butikker
Se de tre stærke prismodtagere ved årets Danish Retail Award
Fastholder mål om 40-50 butikker på dansk grund
Overtager ejerskab af møbelkæde for 1 krone
Seneste afstemninger
(Primært specialhandel) Hvordan er salget gået i første kvartal af 2023?
(Primært arbejdsgiver) Er den nye overenskomst fonuftig?
Hvordan endte julesalget 2022? (Primært specialhandel)
Hvordan endte Black Friday/Black Week salgsmæssigt sammenlignet med 2021? (Primært specialhandel)
Mest læste nyheder
Seneste nyheder
Seneste blogindlæg
Har coronakrisen givet varig opblomstring til bymidterne eller blot kunstigt åndedræt?
”Grøn” markedsføring er blevet et brandvarmt emne
Stop skævvridningen og vis erhvervssind: Udskyd udbetalingen af feriepenge og hjælp flere brancher!
Længere reklamationsret giver ikke mere holdbare produkter
Kære erhvervsminister: her er 5 grunde til at din argumentation om tilladt non-food salg i supermarkeder ikke holder en meter