Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har du prøvet social selling i din butik eller som digital strategi?"

- Peter Skjold Mogensen, Lektor - Cph Business
L�s bloggen her

Historien om en succesfuld 30-årig Pilgrimsrejse

Annemette Markvad stiftede Pilgrim for 30 år siden og er i dag kreativ direktør i virksomheden, der er blevet en global spiller på smykkemarkedet.
Foto: Pilgrim



Historien bag navnet

Navnet Pilgrim bygger på en tanke om at rejse ud i verden og søge nyt. Samtidig ligger der også en betydning i pilgrimmenes måde at rejse på.

- For en pilgrim er det ikke kun målet, der er vigtigt, det er lige så meget rejsen hen til målet. Og sådan føler jeg det også meget, at det er med Pilgrim. Hele arbejdsprocessen hen til målet er vigtig, og det er vigtigt, at vi gør det sammen og er sammen omkring målet, forklarer Annemette Markvad om historien bag navnet på det designerfirma, hun i sin tid var med til at stifte

 

Sunday den 27 October 2013 kl. 10:50 af: Freja Thorbech

Designsuccesen Pilgrim startede med et tæppe og et par hjemmelavede øreringe på Strøget, siden blev det til et internationalt firma med flere butikker på verdensplan. Læs hele historien om iværksætternes rejse fra tæppet på Strøget til i dag.

Det var slet ikke meningen, at stifterne bag det succesfulde smykkefirma Pilgrim skulle designe smykker og stifte et firma.

- Vi købte nogle små grønlandsperler, lavede øreringe af dem og satte os ned på Strøget og solgte dem, og så løb vi ellers hver gang politiet kom, fortæller Annemette Markvad, der i dag er kreativ direktør i Pilgrim og stiftede firmaet sammen med Thomas Adamsen for 30 år siden.

De to lærte hinanden at kende på universitet, hvor de begge læste etnografi. Tanken med grønlandsperlerne på Strøget var i første omgang bare at tjene penge.

En fælles passion for rejser fik samtidig de to til at rejse rundt i verden. Her lærte de lidt om, hvor de forskellige materialer kommer fra.

- På Philippinerne kunne vi se, at det var træ, ben og horn, de var gode til. I Indien besøgte vi små værksteder, hvor de sad og støbte glasperler. I Korea løb vi ind i to piger, som havde en drøm om at lave en smykkefabrik. På den måde fandt vi ud af, hvor i verden de forskellige materialer kommer fra. Det har været en stor hjælp sidenhen, siger Annemette Markvad til detailfolk.dk.

Personlig tragedie vender op og ned på firmaet

Til at begynde med var Pilgrim ikke en designervirksomhed, som vi kender den i dag. Thomas Adamsen og Annemette Markvad fortsatte den handelsvirksomhed, de havde startet på Strøget i København. De købte ting billigt og solgte dem videre med en avance. Eksempelvis fandt de frem til den engrossmed, der producerede de o-ringe, som blikkenslagere bruger til at samle rør. Dem gjorde Madonna populære i firserne, da hun optrådte med dem som armbånd, og den trend hoppede Pilgrim med på.

- Vi var et handelsfirma, og det udviklede sig helt af sig selv, siger Annemette Markvad.

Og havde det ikke været for en tragisk personlig begivenhed ville designerdelen af Pilgrim, som vi kender den i dag, måske slet ikke være opstået.

I starten af halvfemserne skete der nemlig noget, der vendte op og ned på ikke bare de to stifteres liv, men også deres forretning. Et af deres fem fælles børn fik en hjertefejl, som han senere døde af.

- Pludselig stod vi der og vidste ikke, hvad vi skulle, fortæller Annemette Markvad. Et år var passeret uden det store fokus på firmaet. En af firmaets sælgere foreslog, at de tog til Paris for at få et indblik i moden og derefter selv designede en kollektion på baggrund af det, de så.

- Det var så langt fra det, vi overhovedet havde tænkt, at vi skulle, men jeg tror, at fordi vi var helt ude at svømme, så tager man også gange nogle skridt i livet, som er i en helt anden retning, end man egentlig havde planlagt, tænker Annemette Markvad højt.

Turen til Paris blev en realitet, den første kollektion blev designet og sendt afsted til Sydkorea, hvor de to stiftere havde holdt kontakten til de piger, der mødte under deres rejser. De havde nu fået gang i en smykkefabrik og producerede smykkerne, som efterfølgende blev solgt på en messe i Danmark.

Det store skridt i en helt anden retning viste sig at blive en succes, og Pilgrim er i dag en etableret designervirksomhed med fire kollektioner og 1600 nye varenumre hvert år.

Åbner egne butikker

Da designerdelen først var blevet en realitet, fulgte de første butikker i Pilgrims eget navn hurtigt efter.

- I vores egne butikker har vi en mulighed for at præsentere smykkerne i den kontekst, som vi gerne vil. Samtidig er det vigtigt, at der er en vis disciplin i butikkerne, når vi har så mange kollektioner og varenumre om året. Der skal ryddes ud og sættes på udsalg i tide, så der er klar til den nye sæson. Det er vores styrke, at vi er et fashionfirma. Vi følger moden, og vi følger farverne for hvert kvartal, forklarer Annemette Markvad.

Kæden har i dag 32 butikker i Danmark og 60 butikker på verdensplan, der klarer sig strygende.

Men selvom det hurtigt gik stærkt, da design blev en del af firmaet, var alt alligevel ikke fryd og gammen i Pilgrim. Virksomheden fik aldrig bestilt nok varer hjem og havde svært ved at levere det, der bliver efterspurgt. Samtidig gik det skævt i samlivet mellem de to stiftere, der endte med at blive skilt.

- Pludselig går det op for os i vores lille happy hippie firma, at vi ikke har det fokus, der skal til, og slet ikke har styr på økonomien, siger Annemette Markvad.

Den øjenåbner fik de to stiftere til at ansætte folk til at holde styr på økonomien og få sat struktur på firmaet. Det lykkedes og endda så godt, at Annemette Markvad i dag betegner det som en af de største succeser i virksomhedens 30-årige historie.

-Det kan lyde dumt, men for mig er den største succes, at vi har fået den kreative del af firmaet til at gå hånd i hånd med den økonomiske strukturmæssige del af firmaet. Det er faktisk to meget forskellige mennesketyper og forskellige organisationer, som skal spille sammen. I og med, at vi har fået dem til at spille så godt sammen, som de gør i dag, så giver det nogle synergier, som vi kan udnytte, siger hun.

Hun forklarer, at den kreative del af firmaet kan bruge tallene til at se, hvad der sælger og bruge det i arbejdet med at udvikle den bedste kollektion, mens de økonomiansvarlige ved, at de er afhængige af kreativiteten for at få økonomien til at spille.

Tilfredse medarbejdere er alfa omega

Den økonomiske struktur kom dog først på plads, da krisen var begyndt at kradse i verdenssamfundet. Derfor måtte Pilgrim som mange andre afskedige medarbejdere, da pengene ikke var til at beholde dem.

- Det har helt klart været det sværeste i løbet af virksomhedens 30 leveår. Vi følte, at vi selv havde skylden, fordi vi ikke havde styr på økonomien. De første 20 år kørte vi uden budget, fordi vi ikke vidste, hvad det var. Det kan godt ærgre mig i dag, at vi ikke havde mere styr på det, end vi havde, fordi det betyder meget for mange menneskers hverdag, siger Annemette Markvad.

Og generelt ligger medarbejdernes velbefindende stifteren meget på sinde. Derfor er det også en af virksomhedens visioner, at medarbejderne skal have det godt og behandles med respekt og tillid.

- Det betyder meget for os i hverdagen, fordi vi også selv skal arbejde mange timer hver dag, forklarer Annemette Markvad.

Hun lægger stor vægt på, at der er en flad struktur og et fladt hierarki i virksomheden. Noget der blandt andet kommer til udtryk ved, at der ingen døre er i de åbne kontormiljøer, som udgør Pilgrims hovedsæde i Skanderborg.

Og krisen kom virksomheden også godt igennem.

- For to-tre år siden begyndte vi at kunne sige, nu er der styr på butikken. Nu kan der ikke væltes nogle skeletter ud af skabet, og vi er selv herre over, hvordan vi vil dreje på knapperne, siger Annemette Markvad og fortæller, at krisen i hendes perspektiv også har bragt noget godt med sig.

- Der sker nogle kreative ting i sådan en kriseproces, fordi der måske ikke er råd til at gøre, som man plejer. Derfor tænker man nyt, og det, synes jeg, er spændende. Det har været fedt at se, hvordan alle folk giver sig selv fuldt ud, siger hun.

Når Annemette Markvad skal fremhæve vigtige milepæle i firmaets historie, kan man høre, at hendes baggrund som etnografistuderende slår igennem. Pilgrim har nemlig i ti år haft et samarbejde med Læger uden Grænser. Hvert halve år designer Pilgrim et smykke til nødhjælpsorganisationen, hvor alle pengene går ubeskåret til hjælpearbejde. Det er gennem årene løbet op på et samlet doneret beløb på 15 millioner kroner.

- Vi startede jo med at læse etnografi og kunne lige så godt have valgt at tage til Afrika og lave et stykke arbejde der. Nu er det her så kommet ind ad bagvejen, hvor vi har kunne yde noget og give noget til nogle mennesker, som virkelig trænger til det. Det betyder meget for mig, siger Annemette Markvad til detailfolk.dk.

LÆS OGSÅ: Butiksdød tvinger smykkegigant til ny satsning



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:


Seneste cases og nyheder fra RetailDirect







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD