Peter Skjold Mogensen, Lektor - Cph Business
Peter Skjold Mogensen er Lektor på Copenhagen Business Academy med speciale inden for afsætningsøkonomi og detailhandel.
Peter har flere års erfaring inden for detailhandel, både som leder, men også i forhold til uddannelse, hvor han har udviklet og undervist på en lang række uddannelser, med fokus på detailhandel.
Derudover har Peter etableret RetailBooks, der er et specialforlag til detailhandlen. Forlagets primære formål er, at udvikle og udgive undervisningsmateriale, til brug i detailhandlen.
Peter underviser til dagligt på professionsbachelor i e-handel.
Hvordan sikrer vi uddannelsen af fremtidens e-købmænd?
Tuesday den 4 October 2016 kl. 16:01Tallene taler for sig selv. Flere forbrugere vælger at handle på internettet - både hvad angår udvalgsvarer og dagligvarer. Med den stigende internethandel opstår samtidig en større efterspørgsel på medarbejdere med kompetencer inden for e-handel.
Der har i mange år været et stort og bredt udbud af uddannelser og kurser målrettet medarbejdere og ledere i fysiske butikker. Her opnår eleverne/kursisterne bl.a. kompetencer inden for samarbejde, kundeservice, varebestilling, varedisponering og butiksledelse, som alle er væsentlige for at kunne arbejde i en fysisk butik.
Men hvordan uddanner vi fremtidens e-købmænd, og hvilke kompetencer skal en e-købmand egentlig besidde? Det spørgsmål er aktuelt for e-butikkerne, men også for uddannelsesinstitutionerne, der er ved at få øjnene op for det stigende uddannelsesbehov til e-handel.
Der er altså tale om et helt nyt marked. For at kunne tilgå det nye marked, er det vigtigt, at der først og fremmest etableres en fælles forståelse for e-handlens rolle og udvikling nationalt og internationalt.
Når man følger den igangværende debat om uddannelsesbehovet, er det meget tydeligt, at der endnu ikke er klarhed over, hvad der egentlig skal uddannes til. Skal der f.eks. uddannes flere HTML og CSS-nørder? Eller skal der uddannes traditionelle købmænd med fokus på visuel identitet og med en begrænset digital profil?
Når vi ser på detailhandlens seneste udvikling, så står det efterhånden meget klart, at vi ikke kan separere e-handel og fysiske butikker. Udviklingen peger på, at de anses som to komplementære salgskanaler, der opfylder kundens behov i et crosschannel-koncept. F.eks. muligheden for, at kunden kan prøve et par sko i den fysiske butik og købe dem online eller omvendt. Der er altså ikke tale om et enten-eller, men om et både- og.
I mine øjne betyder det, at kompetencebehovet og uddannelsesudbuddet bliver langt større og langt mere kompliceret, end det umiddelbart ser ud til. Der skal altså både uddannes til hardcore programmeringsopgaver og til traditionel købmandsforståelse. En købmandsforståelse, der sikrer, at de kommende medarbejdere forstår de krævende forbrugeres adfærd og samtidig kan styrke og udvikle e-butikken i en international konkurrencesituation.
Spørgsmålet er, om vores uddannelsessystem er gearet til at løfte opgaven og uddanne kompetente medarbejdere, der kan følge med e-handlens udvikling?
Mit umiddelbare svar er, at det kan vi godt!
Det kræver dog, at e-butikkerne og uddannelsesinstitutionerne i højere grad indgår en dialog og i fællesskab får klarlagt kompetencebehovet og dermed uddannelsesbehovet. Denne øvelse kræver, at der først og fremmest etableres et fælles billede af e-handlens rolle og udvikling.
Derudover skal ministeriets lange og besværlige processer i forbindelse med udviklingen af nye uddannelser være langt mere agile, og dermed gøre det mere attraktivt for uddannelsesinstitutionerne at kaste sig ud i udvikling af nye uddannelser. Hvis det sker, så tror jeg faktisk, vi er kommet rigtig langt.
Faktum er, at det er gennem kompetente og veluddannede medarbejdere, at e-handlen skal sikre sin fortsatte vækst og dermed styrke sin konkurrencemæssige position nationalt og internationalt, hvilket synliggør vigtigheden af uddannelse. Der er derfor tale om en samfundsmæssig opgave, der bør have topprioritet.
Som jeg ser det, går uddannelsesbehovet til e-handlen i retningen af, at blive mindst lige så stort, som uddannelsesbehovet til fysiske butikker.
I hvor høj grad den enkelte uddannelsesinstitution skal løfte opgaven ved f.eks. at videreudvikle eller tone eksisterende detailuddannelser mod e-handel, eller om der skal udvikles helt nye uddannelsesforløb, må være op til hver enkelt institution.
Jeg mener, der er behov for hele paletten.
Det vil sige, at der både skal uddannes specialister med stærke digitale kompetencer og generalister med brede købmandsmæssige profiler i en uddannelsesstruktur, hvor der både skal udvikles nye uddannelser og bygges videre på eksisterende uddannelser. Vi har brug for meget mere af det hele.
Når det er sagt, så vil jeg gerne direkte opfordre de tekniske uddannelser til at komme langt mere på banen og se på mulighederne for at uddanne endnu flere programmører med stærke tekniske profiler målrettet detailhandlen.
Derudover vil jeg opfordre til, at langt flere uddannelsesinstitutioner og e-butikker deltager i debatten og bidrager til at få skabt endnu mere fokus og klarhed over e-handlens udvikling og dermed en fælles forståelse for, hvilke kompetencer fremtidens e-købmænd skal besidde, og hvordan vi uddanner dem.
I fællesskab kan vi løfte opgaven, men det skal gå hurtigt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at følge med e-handlens udvikling.
Seneste afstemninger
(Primært specialhandel) Hvordan er salget gået i første kvartal af 2023?
(Primært arbejdsgiver) Er den nye overenskomst fonuftig?
Hvordan endte julesalget 2022? (Primært specialhandel)
Hvordan endte Black Friday/Black Week salgsmæssigt sammenlignet med 2021? (Primært specialhandel)
Mest læste nyheder
Seneste nyheder
Seneste blogindlæg
Har coronakrisen givet varig opblomstring til bymidterne eller blot kunstigt åndedræt?
”Grøn” markedsføring er blevet et brandvarmt emne
Stop skævvridningen og vis erhvervssind: Udskyd udbetalingen af feriepenge og hjælp flere brancher!
Længere reklamationsret giver ikke mere holdbare produkter
Kære erhvervsminister: her er 5 grunde til at din argumentation om tilladt non-food salg i supermarkeder ikke holder en meter