Lone Rasmussen er markedschef og koordinerer det forbrugerpolitiske arbejde i Dansk Erhverv og er desuden ansvarlig for de overordnede politiske sager på forbrugerområdet.

Dansk Erhverv er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening. Organisationen repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning og videnservice, oplevelse og velfærd og transport.

Læs mere om Dansk Erhverv her

Rejsekortet bliver i disse dage kritiseret for uigennemsigtige priser og for at være svært at bruge. De ansvarlige kunne lære meget af detailhandlen.

For nylig blev Dansk Erhverv kontaktet af Forbrugerombudsmanden og bedt om at indskærpe overfor vores medlemmer, at meterprisen for tape og bagepapir skulle stå på hyldeforkanten. Det gælder også selvom prisen tydeligt er angivet og selvom emballagen med store typer fortæller, hvor mange meter der er i pakken. Selvom man kan diskutere, om nogen forbrugere blev snydt ved forglemmelsen, skyndte vi os naturligvis at følge op på Forbrugerombudsmandens henvendelse, for reglerne skal selvfølgelig overholdes.

De danske prismarkedsføringsregler stiller skrappe krav til detailhandlens måde at oplyse om priser på og reglerne for prismarkedsføring er et af de områder, Dansk Erhvervs forbrugerjurister bruger meget tid på at rådgive om. Der skal skiltes tydeligt med prisen, og det skal være den samlede pris, der angives. Hvis der gives rabat, skal både før og nu prisen fremgå. Er der tale om toiletpapir, skal prisen også angives pr. kilo. Er der tale om vaskepulver er det også per kilo og i nogle tilfælde også per vask. Prisen for tape, bagepapir og husholdningsfilm skal angives per meter. Hvis forbrugerne handler i en netbutik, skal de kunne se hele prisen på første side. De skal ikke blive overraskede over moms, afgifter eller andre ekstra udgifter, som først lægges på prisen, lige inden de betaler. Hvis der gives rabat, skal rabatten angives tydeligt.

Det er et ganske fornuftigt princip, at forbrugerne har krav på at kende prisen, inden de køber en vare. Det gør, at man som forbruger kan handle trygt og undgår overraskelser, hvad enten købet finder sted i en butik på gågaden eller på nettet. Det er også fornuftigt og godt for både forbrugerne og konkurrencen, at priser og rabatter skal være gennemsigtige og angives tydelige. Reglerne er skrappe og Forbrugerombudsmanden holder øje med om de overholdes og hvis de brydes, kan virksomheden få en høj bøde.

Men reglerne om gennemsigtige priser og overskuelighed gælder for køb af varer i detailhandlen og ikke for køb af tjenesteydelser som f.eks. rejser, herunder Rejsekortet.

Forleden sad jeg i toget med et ældre og åndsfriskt familiemedlem. Hun var usikker på, hvad Rejsekortet ville betyde for hende og hendes fremtidige muligheder for at få pensionistrabat. Jeg tilbød at hjælpe - også for min egen skyld. Det viste sig dog at være en ganske uoverskuelig opgave at finde ud af Rejsekortets priser. Hvert trafikselskab har nemlig sine egne takster. Dertil skal lægges mængderabatter og rabatter i forhold til tidspunkt og zone. Der er en offpeak rabat og åkaldte rabattrin. Derudover afhænger prisen også af, hvilken kundetype man er.
Det er omtrent lige så let at gennemskue prisen på sin rejse som at huske alle betingelserne i sin indboforsikring. Rejsekortets hjemmeside har en prisberegner, men det fremgår, at prisen kun er vejledende.

I detailhandlen må man ikke bruge ”vejledende” priser. Forestil dig at en tekst på et prisskilt i en tøjbutik lød ”Den vejledende pris for denne kjole er 500 kr., men den endelige pris får du, når beløbet trækkes ved kassen”. Nej vel? Det havde aldrig gået – Forbrugerombudsmanden havde stået der med det samme.

Selvom jeg anerkender, at prisen på tjenesteydelser som rejser, forsikringer, telefonabonnementer er mere komplekse end prisen på en trøje eller en liter mælk, synes jeg, man gør det unødvendigt kompliceret. Hvis detailhandlen ellers måtte for lovgiverne, kunne den jo også vælge at gøre sin prisstruktur mere kompliceret ved at have forskellige priser, afhængig af hvornår på dagen man handlede, eller ved at give en lavere pris, hvis forbrugerne handlede hos dem flere gange på en måned.

Da Rejsekortet blev introduceret, stod der i de store reklamer for Rejsekortet, at prisen for at rejse med Rejsekortet ”som oftest” ville være den samme som med et klippekort. Mit familiemedlem har nu besluttet sig for at købe klippekort, så hun ved, hvad hendes rejser koster. Det gør jeg indtil videre også, for jeg bryder mig ikke om ”som oftest” priser. Men jeg synes Rejsekortet og beslutningstagerne skulle lade sig inspirere lidt af detailhandlen.