Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har du prøvet social selling i din butik eller som digital strategi?"

- Peter Skjold Mogensen, Lektor - Cph Business
L�s bloggen her

Her er den nye landedirektør for Netto Danmark

Braw Bakir er ny landedirektør for Netto Danmark. Foto: PR.




Monday den 4 April 2022 kl. 10:34 af: Kristian Holgersen

Efter flere år i spidsen for Netto fortsætter Michael Løve karrieren et andet sted. Salling Group har allerede en afløser på plads.

39-årige Braw Bakir er fra dags dato rykket ind som landedirektør for Netto Danmark. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Forgængeren - Michael Løve - som har stået i spidsen for Netto gennem en årrække, fortsætter i stedet karrieren som adm. direktør for OK a.m.b.a.

Den nye landedirektør kender allerede Netto indgående. Tilbage i 1999 fik han et fritidsjob i discountkæden, og siden har Braw Bakir arbejdet sig hele vejen op gennem systemet.

- Braw kender ikke bare forretningen. Han ER Netto helt ind i marven og har fuldstændig styr på, hvad det kræver at drive en succesfuld discountkæde som Netto, siger Per Bank, adm. direktør i Salling Group.

- Men det vigtigste er, at han er en rigtig dygtig og inspirerende leder, der i den grad er i øjenhøjde med både kunder og kolleger. Braw har en anerkendende ledelsesstil, hvor han udviser stor respekt for den enkelte kollega, og så kan han virkelig skabe energi og begejstring. Han er en udpræget holdspiller, der besidder en intuitiv forståelse af, hvad der skal til for at få hele holdet til lykkes sammen, og så er han ikke bange for at gå foran – også når det er svært, siger Per Bank.

Hovedpersonen selv er naturligvis stolt.

- Alle, der kender mig, ved, hvor meget jeg brænder for Netto, vores stærke DNA, og at vi konstant knokler for at leve op til de forventninger, kunderne har til Netto, siger Braw Bakir, der får titlen Executive Vice President, Netto Danmark.

Løve var hovedarkitekt bag modernisering

Skiftet sker allerede fra i dag, men den afgående direktør - Michael Løve - har fået de kommende måneder til at overdrage stillingen til Braw Bakir.

- Michael har sammen med Braw og resten af det stærke ledelsesteam sikret, at vi har en kæde i særdeles god forfatning, siger Per Bank og fortsætter:

- Sidste år opnåede Netto Danmark sin højeste markedsandel og højeste omsætning nogensinde. Samtidig har Michael i sine fem år i Salling Group været en af hovedarkitekterne bag en modernisering af Nettos nye butikskoncept. Jeg ønsker Michael alt det bedste i hans videre karriere, siger Per Bank.

I et opslag på LinkedIn kalder Michael Løve jobskiftet for et vemodigt farvel til Netto, men ser også frem til posten som direktør for OK, hvor flere investeringer i grøn omstilling venter.

- Den opgave synes jeg er så spændende og meningsfuld, at jeg har valgt at skifte job. Jeg har i ansættelsesprocessen fået indtryk af en virksomhed, som har en stærk servicekultur og en stædig vilje til at lykkes. Tallene viser også, at OK har et stærkt udgangspunkt efter 17 år med Jørgen Wisborg ved roret, skriver Michael Løve.

LÆS OGSÅ: Netto går nye veje i jagten på flere medarbejdere



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:


Seneste cases og nyheder fra RetailDirect







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD