Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har du prøvet social selling i din butik eller som digital strategi?"

- Peter Skjold Mogensen, Lektor - Cph Business
L�s bloggen her

Lingerikæde har brugt krisen til at vokse sig større

Foto: Change



Historien bag navnet

Bag navnet Change gemmer sig et opråb til lingeribranchen som helhed.

- Det er en af de mest konservative brancher, der findes inden for tøj. Derfor syntes vi, at Change var et godt navn. Der skulle ske en fornyelse og en forandring og deraf navnet, forklarer stifer og adm. direktør, Claus Walther Jensen.

Friday den 6 September 2013 kl. 09:14 af: Freja Thorbech

Lingerikæden Change har ikke lade sig stoppe af krisen. Et succesfuldt franchisekoncept er en af årsagerne, mener den adm. direktør.

Der skal mere end en finanskrise til at slå Change ud.

Lingerikæden kommer ud af det seneste regnskabsår med, det den adm. direktør Claus Walther Jensen kalder, et pænt tocifret overskud, og det er det hidtil bedste resultat i kædens historie.

Når man spørger ind til, hvad krisen har haft af betydning for Change, der blev etableret i 1995 som en produktionsvirksomhed og har drevet detailhandel de sidste 12 år, svarer Claus Walther Jensen prompte.

- Hvilken krise?

Han tilføjer dog hurtigt:

- Det skal ikke forstås overlegent. Vi har konstateret, at der har været en nedgang i forbruget hos forbrugerne generelt, men vi oplever i virkeligheden situationen efter 2008 som værende en normal situation.

Han forklarer, at tiden lige op til krisen var præget af en ekstrem vækst i detailhandlen, og situationen var derfor langt fra normal. Med krisen kom normaliteten.

- Når situationen er normal, vil de stærkeste koncepter vise, at de er de stærkeste. I de tider hvor det hele bare går fremad, og der er en overnaturlig vækst, kan alle jo dybest drive forretning. Vi er rigtig glade for den tilpasning, der har været i markedet, og det er vi absolut kommet styrket ud af, siger Claus Walther Jensen og fortæller, at man i kæden har oplevet vækst i omsætningen gennem kriseårene. Det mener han, at der er en rigtig god grund til.

- I krisetider er kunderne endnu mere bevidste om, hvor de får mest for penge, og det har betydet, at vi har kunnet tage markedsandele fra vores konkurrenter, forklarer han til detailfolk.dk.

En branche under fortsat tilpasning

Selvom krisen så småt er lagt bagud, mener Claus Walther Jensen, at lingeribranchen stadig er en branche under tilpasning.

- Hvis vi kigger på Danmark, er der alt for mange lingeributikker på markedet. Der er ikke plads til både Femilet, Hunkemöller, Triumph, Change og multibrandbutikkerne. Det er dybest set to eller tre for meget i forhold til landets størrelse, siger han.

Han er dog ikke bekymret for, at det er Change, der må vige til fordel for konkurrenterne.

- Vi har den fordel, at vi har etableret os som den største kæde. Det giver alt andet lige nogle stordriftsfordele i forhold til konkurrenterne, så jeg regner ikke med det er os, der skal tilpasse os. Tværtimod, siger Claus Walther Jensen.

Det er ikke kun i Danmark, at Change har succes med sit lingerikoncept. Også i udlandet skyder der flere og flere Change-butikker op. Og det glæder Claus Walther Jensen, som fremhæver det som den største succesoplevelse i sin tid med Change.

- Den største succes har været, at vores koncept har vist sig bæredygtigt i mange lande. At uanset om vi er åbnet i Canada, Spanien eller Danmark, så har vores koncept vist sig at ramme et stort hul i markedet. Det, at vi har et unikt koncept, der fungerer i mange lande, er den ultimative succesoplevelse. Det gør også, at vi dybest set ikke har nogen begrænsninger i vores potentielle vækst fremadrettet, siger han.

Det, mener han samtidig, bliver en af kædens helt store udfordringer.

- Den største udfordring for os bliver i virkeligheden at begrænse os. Set i bakspejlet er det ikke nødvendigvis altid fordelagtigt at vokse over x antal procent om året. Vores udfordring bliver, at holde vores vækst på mellem 15 og 20 procent, så vi kan sikre, at den eksisterende forretning kører videre, og den nye forretning bliver så effektiv som muligt. Det er lidt et luksusproblem, siger Claus Walther Jensen.

Et succesfuldt franchisekoncept

En af årsagerne til Changes succes kan tilskrives det effektive franchisekoncept, mener den adm. direktør. Kæden rekrutterer som oftest franchisetagere internt. Det betyder, at franchisetageren kender konceptet indefra.

- Vi bidrager med alle de faktorer der ligger omkring driften af en butik, så franchisetageren kan koncentrere sig om det, de er gode til, den daglige drift, salget i butikken, bemandingen osv., forklarer Claus Walther Jensen.

Den interne rekruttering betyder også, at franchisetagerne kender og kan videreføre den særlige Change-kultur, der eksisterer i såvel butikker som på hovedkontoret.

- Ude i butikkerne er der en meget veldefineret kultur omkring at servicere kunderne. På hovedkontoret har vi en stor entreprenant kultur, en ildsjæls-kultur om man vil. Det hænger nok også sammen med, at vi stadig er en forholdsvis ung virksomhed - i hvert fald i forhold til konkurrenterne, siger han.

Hos Change gør man ikke noget aktivt for at fastholde den særlige kultur, det sker helt automatisk, mener Claus Walther Jensen.

- Jeg tror, det blandt andet ligger i, at ejerne stadig deltager meget i den daglige drift. Det er den måde, vi er på, og det gennemsyrer hele den måde organisationen arbejder på, siger han og henviser til, at han selv sidder som adm. direktør i virksomheden, mens hans medstifter Gitte Breil er HR-direktør.

- Vi er generelt en virksomhed, der uddelegerer meget ansvar til de ansatte, og det giver en god grobund for ildsjæle, og folk der gerne vil skabe noget, siger Claus Walther Jensen.

Change har 167 butikker rundt om i verden heraf 47 i Danmark. To tredjedele af butikkerne er drevet af franchisetagere, mens Change selv driver den resterende tredejedel.

LÆS OGSÅ: Iværksættersucces: En fordel at åbne i krisetider



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:


Seneste cases og nyheder fra RetailDirect







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD